Velkommen til formel B Group - et fællesskab af gourmetrestauranter

Siden vi overtog formel B i 2003, har vores drivkraft været at skabe madoplevelser i frie og afslappede rammer – hvor den bedste mad og vin får lov at tale for sig selv. For os handler den gode spiseoplevelse om gæstfrihed og nærvær. Om at få gæsten til at føle sig oprigtigt velkommen. At man mærker, vi er her for dem – og ikke omvendt. Præcis som vi selv foretrækker det, når vi går ud og spiser.

Vores kærlighed til det klassiske franske køkken – med dets kompromisløse fokus på velsmag, eksklusive råvarer og raffinerede saucer – har været med os fra begyndelsen og præger stadig alt, vi laver. Den tilgang har fulgt os, hver gang vi har åbnet nye gourmetrestauranter i København og på Sjælland. I dag rummer formel B Group syv restauranter – hver med deres eget udtryk, men med samme høje ambition.

Michelin-restauranten formel B på Vesterbrogade i København er arnestedet. Herfra udspringer vores historie og DNA. Her har vi haft så dygtige folk i køkkenet og på gulvet, at vi har udvidet vores palet af restauranter med tidligere ansatte som medejere: smørrebrøds- og aftenrestauranten Palægade,, restauranten med havudsigt i Humlebæk, Sletten, og den mere afslappede Uformel i Studiestræde. Dertil vores sommer-restaurant lilleB i vandkanten ved Høve Strand i Odsherred, vores hyggelige selskabslokaler, Chambre, tæt på Rådhuspladsen, og senest Restaurant Glassalen i Tivoli, hvor historie, design og gastronomi smelter sammen i en unik ramme.

*

Enkelt og ærligt hele vejen rundt

Hos formel B og på tværs af alle vores restauranter stræber vi efter den ærlighed, der ligger i det enkle. Det handler om at skabe noget stort med så lidt som muligt – at lade råvarerne stå tydeligt frem, rå og ukomplicerede. Når få ingredienser kombineres rigtigt, opstår noget større end summen af delene. For os er en ret først fuldendt, når den ikke behøver mere.

Derfor møder du enkelhed og klarhed på tallerkenen – uanset hvilken af vores restauranter du besøger. Det er et valg, vi tager igen og igen: At give plads til smagen og lade madens kerne stå tydeligt frem.

Samtidig er æstetikken i vores restauranter båret af samme filosofi. Hver restaurant har sit eget udtryk, men alle udspringer af de samme værdier: Indretningen skal støtte op om måltidet – aldrig tage fokus fra det. Rummene skal være varme, enkle og indbydende. Materialerne er nøje udvalgt, og kvaliteten går igen i alt fra stole til servietter.

Men vigtigst af alt skal det føles trygt og rart at være her. Et frirum fra hverdagen, hvor du kan læne dig tilbage og bare nyde – maden, vinen og selskabet.

*

Vi glæder os til at byde indenfor i formel B Group til:

– en Michelin-oplevelse på formel B

– frokost med prisvindende smørrebrød på Palægade

– havudsigt på restauranten ved fiskerlejet Sletten

– uhøjtidelige rammer på Uformel

– duften af bål og vild natur på lilleB

– private dining og selskabslokaler på Chambre

– historisk stemning og gastronomi i hjertet af Tivoli på Restaurant Glassalen

*

Bedste hilsner,

Rune Amgild Jochumsen & Kristian Arpe-Møller

Ejere af formel B Group